En kvinde i en dybblå kjole, set bagfra, sidder i en robåd af træ på søen i skumringen.

Have You Been Told About Lake Como?

Den arm af søen

Italiens mest berømte åbningslinje blev skrevet om netop denne strækning af vand. »Quel ramo del lago di Como, che volge a mezzogiorno«: den arm af Comosøen der drejer mod syd. Generationer af italienske skolebørn kan fremsige det der følger, hvad enten de vil det eller ej, for romanen som linjen indleder, er den næsten alle italienere læser i skolen, som regel to gange.

A small stone wayside shrine lit by a candle, beside a gravel path lined with cypress trees above the lake.

Romanen er I promessi sposi, De forlovede, og dens første sider nævner næsten ikke et eneste menneske. Alessandro Manzoni bruger de første mange sider på blot at beskrive selve søen: bjergene der lukker den inde, armen der bøjer af mod Lecco, landsbyerne der ligger på perlesnor langs bredden. Først da geografien er på plads, introducerer han Don Abbondio, en frygtsom landsbypræst på vej hjem i skumringen, og de to bevæbnede mænd der venter på ham på vejen. De tjener Don Rodrigo, den lokale herremand, og deres besked er kort: Han må ikke vie det unge par han har lovet at vie, Renzo og Lucia, ellers kommer han til at fortryde det. En kærlighedshistorie, med andre ord, der begynder som en historie om hvem der har lov til at sige nej til magten, og hvem der ikke har.

Det spørgsmål løber under hele bogen. Renzo og Lucia er bønder, silkearbejdere næsten uden status, oppe imod en adelsmand der kan bøje en præst med en trussel og en dommer med bestikkelse. Det der følger, er flugt, fængsling, oprør i Milanos gader og, værst af alt, pesten der hærgede byen i 1630, beskrevet med så nærgående, fysiske detaljer at den stadig foruroliger læsere to århundreder senere. Det er troen, mere end modet, der bærer parret gennem det meste af det. Romanens Lombardiet lå under spansk herredømme; på Manzonis egen tid var det østrigsk, og læserne i 1827 havde ingen problemer med at læse en adelsmands overgreb mod to magtesløse landsbyboere i 1600-tallet som en historie om deres eget århundrede også.

White linen hung on a line over a stone wall, lifting in the breeze, with mountains and mist across the lake.

Manzoni gjorde i øvrigt noget mere besynderligt end at skrive en elsket roman. Italien eksisterede endnu ikke som land da han begyndte på den: Halvøen var et kludetæppe af kongeriger og små stater hvis dialekter knap kunne forstå hinanden. Han valgte Toscanas florentinsk som sin model og brugte, utilfreds med sit første forsøg, flere år på at omskrive hele romanen til det, et arbejde han engang beskrev som at skylle sit linned i floden Arno. Den omskrevne bog lærte i realiteten italienerne hvordan deres eget skriftsprog skulle lyde.

Giuseppe Verdi, der beundrede ham grænseløst, skrev sit Requiem til første årsdag for Manzonis død i 1873.

Søen selv afgør enhver strid om ejerskab bedre end lokalpatriotisme nogensinde kunne. Formet som et omvendt Y løber søen mod syd som én lang vandflade til Bellagio, hvor den deler sig i to arme, den ene med Como for enden, den anden med Lecco. Manzonis åbningslinje beskriver Lecco-armen, og alligevel kaldte selv han den »quel ramo del lago di Como«. Den sø han i virkeligheden skrev om, er hele strækningen: bjergene der holder den inde fra alle sider, og lyset hen over vandet der i århundreder har trukket mennesker ned til dens bred.

To århundreder senere forstår enhver der har stået ved vandkanten på det rette tidspunkt, præcis hvorfor han begyndte netop der.