Mormor og morfars hjem i Indien duftede på en helt særlig måde. Varmt, særegent, lagdelt af ting jeg som barn ikke kunne have sat navn på, men som jeg siden har brugt år på at forsøge at sætte ord på. Der var altid duft i luften, altid noget der blomstrede i haven, altid nærværet af to mennesker der sammen havde bygget noget smukt og vidste det.
Min mormor havde et brillant intellekt. Hun havde en kandidatgrad i matematik, havde været skoleleder og bragte den samme præcision til alt hvad hun vendte sin opmærksomhed mod, også sit hjem. Værelserne var fyldt med glitrende lysekroner, kunstfærdigt vævede tæpper, antikviteter valgt med ægte kendskab. Intet var tilfældigt. Intet var blot pynt. Hun havde et øje for skønhed der også var et øje for kvalitet, og de to ting var for hende det samme.
Der stod et toiletbord i min mormors værelse. I en af skufferne opbevarede hun sine parfumer, og den skuffe havde sin egen duft: varm, kompleks, det samlede indtryk af hver eneste flaske i den. Hver af dem var valgt af min morfar. Hver af dem var et kærlighedsbrev skrevet i duft.
Hun bar perler. Store, cremehvide kæder i tre rækker, og i hver knude mellem hver perle sad hendes parfume. Smykker var også et kærlighedssprog mellem mormor og morfar: perlerne, parfumen, hver især valgt og givet med omtanke gennem årene. Når jeg ser perler i dag, tænker jeg på hende, straks og fuldstændig.
Min morfar var venlig på en måde der fik folk til at føle sig virkelig set. Ikke den påtagede venlighed hos en der anstrenger sig, men den stille, uovervejede gavmildhed hos en for hvem det ganske enkelt var den naturlige måde at være på. Jeg husker følelsen af min lille hånd i hans. Hans fingre var lange, og hans hånd var varm og fast, og at holde den føltes som tryghed i den mest fuldstændige forstand. Sandeltræ og cedertræ forankrer duftens base, og for mig rummer ingen andre træsorter det helt på samme måde. Mørk, varm, let skygget. Den kvalitet lever i basen i Night Blooms.
Min mormor dyrkede roser. Der stod også et magnolietræ i hendes have, og det blomstrede med en overflod der ser næsten usandsynlig ud. Hun passede begge dele med omhu og, formoder jeg, ganske bestemte meninger om hvordan de burde klare sig.
Ved spisebordet skar hun frugt. Hun gjorde det med en præcision der fik selv det til at virke gennemtænkt. Hun skar granatæbler, og jeg stjal kernerne, én efter én: de små rubinrøde juveler der farver alt og smager vidunderligt.
Granatæblet i Night Blooms, India er det minde. Direkte, præcist, fuldt og helt. Det åbner duften fordi det åbnede oplevelsen af at være sammen med hende.
