Taj Mahal under fuldmånen, spejlet i et bassin strøet med jasminblomster.

Have You Been Told About India?

Haven der skulle blomstre i mørket

På den modsatte bred af floden Yamuna, over for Taj Mahal i Agra, ligger en have der aldrig var tænkt til at blive set i dagslys.

Sprays of white jasmine and strands of pearls on dark polished wood.

I 1520’erne anlagde den første mogulkejser, Babur, den første af det der blev en kæde af haver langs flodbredden, elleve i alt. Han længtes hjem efter melonmarkerne og det rindende vand i sit fødeland Fergana i Centralasien og forsonede sig aldrig helt med den hede og det støv han fandt i stedet. Den sidste have i kæden, nærmest flodens sving, blev fyldt med frugttræer og lyse blomster og stort set ladt uden navn. Der skulle gå endnu et århundrede, og en helt anden slags længsel, før den fik et.

Hundrede år senere byggede Shah Jahan en grav til sin hustru, Mumtaz Mahal, på den modsatte bred og indlemmede den ældre have i planen, så dens bredde svarede nøjagtigt til selve mausoleets. Han fyldte den med hvide blomster der var udvalgt til at springe ud og afgive deres duft om natten, og med gangstier af bleg puds der holdt på dagens sidste skær. I midten lå et ottekantet bassin, bygget alene for at rumme et spejlbillede. Lyse kronblade bærer, viser det sig, duften længst efter mørkets frembrud: De træder tydeligst frem i halvmørke, og deres duft bæres af aftenluften når den bliver kølig. Haven var tilrettelagt til at blomstre netop når der var mindst lys at se den i, med duften i synets sted, og den fik et navn der aldrig siden har behøvet at blive ændret: Mehtab Bagh, månelyshaven. På klare nætter blev Taj Mahal fordoblet i vandet nedenfor.

A marble jali window with the dome beyond it by moonlight, pale silk falling from the sill across the patterned light on the floor.

Agra fortæller en endnu mere storslået version af historien. En fransk rejsende der kom forbi senere samme århundrede, nedskrev en fortælling der aldrig helt er forsvundet: at kejseren havde planlagt en anden grav på den modsatte bred, en nøjagtig tvilling til Taj Mahal, bygget helt i sort marmor og forbundet med den hvide grav ved en bro, så han i døden kunne ligge over for hende på den anden side af vandet, sådan som han havde elsket hende i livet. Der er aldrig fundet spor af den, og historikere betragter den som legende snarere end plan. Det er en legende der passer lidt for godt til den mand den beskriver, til at man kan udelade den.

Det der siden skete med Shah Jahan, behøver ingen udsmykning. Hans søn Aurangzeb afsatte ham og holdt ham fanget i hans sidste år, ikke i haven han havde anlagt for at kunne se sin hustrus grav, men i et lille marmortårn inde i Agra Fort, omkring to en halv kilometer længere oppe ad floden, med gittervinduer vinklet så de intet andet kunne vise ham. Derfra måtte en gammel mand, som engang havde plantet en hel have blot for at være nær hendes minde i månelyset, betragte det samme minde på en fanges afstand resten af sit liv, og efter de fleste beretninger sad han stadig og så på det da han døde.

Haven overlevede ham alligevel. Den blev oversvømmet og slammede til og forsvandt under flodbredden i det meste af et århundrede, indtil arkæologer i 1990’erne fjernede halvfems tusind kubikmeter jord fra den og fandt det gamle bassin, der stadig holdt sin form nedenunder. I dag blomstrer den stort set som den altid har gjort: efter mørkets frembrud, for ingen bestemt, præcis til tiden.