Chris og jeg begyndte vores liv sammen i en lys lille lejlighed på Earls Court Road. Han var startet i revision i et af de store firmaer; jeg læste en LLM i international ret på City University, fik venner fra hele verden og tilbragte dagene omkring Barbican og Angel, ind og ud af biblioteket på SOAS. Han fik fri et sted i City, og om aftenen mødtes vi for at få noget at spise. Vi var ved at bygge et liv midt i London, og byen syntes at tage imod os med åbne arme.
Det er et sted der beder dig om at se op. Gesimserne og loftsrosetterne, de hvide stukornamenter, de store stenfacader der forventer at blive beundret. Du lægger mere mærke til det jo længere du bliver: storheden båret let, den elegance London aldrig synes at behøve at anstrenge sig for.
Der var især én aften. Først gik vi på en yndlingsrestaurant, til et bitte lille hjørnebord vi elskede fordi vores knæ og albuer strejfede hinanden hen over det. Derefter i operaen for at se I Masnadieri, med et glas champagne i pausen der føltes som en rigtig luksus. Jeg havde en lille mistanke om at Chris havde noget i støbeskeen, men jeg var aldrig sikker nok på mig selv til at gætte hvad. Da vi kom hjem til lejligheden, gik han ned på ét knæ. Tårerne væltede ud i store, højlydte hulk. Nogle minder knytter sig så fuldstændigt til et sted at de to aldrig igen kan skilles ad. Den aften er et af dem.
Årene i London der fulgte, gik stærkt og var fyldt med liv. Jeg gjorde min LLM færdig, planlagde et bryllup og et speciale på samme tid og startede i mit første job inden for formueforvaltning midt i Mayfair, med de høje hæle gemt under skrivebordet og sneakers på til den korte tur med undergrundsbanen. Green Park lå tæt nok på til et par dybe indåndinger i frokostpausen. Senere flyttede vi til South Kensington, til en lejlighed ud til en plads med fælleshave, en oase af ro midt i det hele. Weekenderne gik med parker og museer, koncerter og udstillinger. Vi forsøgte at suge det hele til os. Når vi fik gæster, bemærkede de trafikkens summen, og så gik det op for os at vi for længst var holdt op med at høre den.
City Grandeur er det London. Lyst, kulturrigt, uendeligt levende.