Langs Skotlands nordlige kyster sagde man engang at sælerne kun var sæler en del af tiden. På visse nætter, fortæller historien, gik de i land, smøg skindet af sig og stod på sandet som kvinder og mænd: selkierne, sælfolket, som der oftest fortælles om på Orkneyøerne og Shetlandsøerne, hvor Nordsøen og Atlanterhavet mødes og sjældent er enige. Oppe af vandet skulle de være smukke, og ved første lys var de væk igen. De dansede, i fortællingen, indtil der ikke var mere nat tilbage at danse i. Alt afhang af skindet. Mistede de det, var der ingen vej hjem.
Have You Been Told About Scotland?
Folket der gik i land
Den version der oftest fortælles, begynder med en fisker der er ude for sent. Han ser danserne fra klipperne, forelsker sig håbløst i en af dem og gør så det ene et menneske i den slags historier aldrig må: tager det der ikke er hans. Han gemmer hendes sælskind oppe under tagbjælkerne i sit hus, og hun, der ikke kan vende tilbage til vandet uden det, bliver og bliver hans kone. Hun holder et godt hjem. Hun opfostrer hans børn med ægte ømhed. Så meget er alle versioner af historien enige om, og alle versioner bemærker også, diskret, at hun står lidt for længe ved vinduet og kigger ud mod havet. År senere finder et barn et underligt blødt bundt stukket op i taget og bringer det til sin mor, henrykt over fundet, og ved nattefald er moren væk. I de mildere versioner svømmer en gråsæl tæt ind under land i årevis bagefter, hver gang børnene går langs strandkanten, og holder øje med dem som kun en mor ville gøre det. Hun elskede dem: Det er historierne helt sikre på. Men havet havde været hendes før han var, og det samme havde skindet, og han havde ingen ret til nogen af delene.
Overleveringen er lige så præcis som overleveringer om vigtige ting plejer at være. Græd syv tårer i havet ved højvande, siger man på Orkneyøerne, så kommer der en selkie. Det koster ikke noget at prøve.
En gammel ballade, The Great Silkie of Sule Skerry, giver væsenet sin egen stemme: »Jeg er en mand på landjorden, jeg er en selkie i havet.« Om nogle familier på øerne sagde man at de selv havde blodet i årerne. MacCodrum-slægten på North Uist var i generationer kendt som sælernes børn og skulle føle havets træk på en måde der aldrig helt slap dem, uanset hvilken kyst de senere slog sig ned ved.
Det er ikke svært at forstå hvordan troen slog rod. Ser man for længe på en gråsæl fra en øde strand i skumringen, har den mørke øjne der er foruroligende menneskelige, og en stemme der, når vandet ligger stille, bærer milevidt og lyder uhyggeligt meget som længsel.



