I 1829 sad en londonsk læge ved navn Nathaniel Ward og iagttog en natsommerfuglepuppe i en forseglet glaskrukke, og så skød en bregne op af jorden i den. Han boede i det røgfyldte East End, hvor soden i årevis havde slået hans bregner ihjel, så han lagde mærke til det. Her var en bregne der trivedes i en krukke med låget på. Han byggede større glaskasser, fyldte dem med planter og sendte i 1833 to af dem til Sydney. Indtil da døde de fleste planter på lange sørejser. Bagefter overlevede de fleste.
Have You Been Told About English Gardens?
Victorianerne gik amok over bregner
Glaskassen viste sig også at være smuk. Den holdt bregner i live i en dagligstue, og i 1840’erne var den på vej til at blive den mest moderigtige genstand i Storbritannien. I 1855 gav Charles Kingsley, der skrev The Water Babies, dillen et navn: pteridomani, som betyder bregnegalskab. Han brokkede sig over at de unge kvinder den havde grebet, irriterende nok var gladere og mere livlige end de nogensinde havde været over romaner og sladder.
Bregnejagt havde én stor fordel. Det var en af de få respektable grunde for en victoriansk kvinde til at trække i solide støvler og forsvinde ud på landet hele dagen uden anstandsdame. Bregner dukkede op på testel og natpotter, havebænke og tæpper, dåbsgaver og gravsten. Veje og rækkehuse blev opkaldt efter dem.
De velhavende gik et skridt videre og byggede hele glashuse til dem, såkaldte bregnehuse. På Tatton Park i Cheshire byggede familien Egerton et i 1859 til træbregner hentet hjem fra New Zealand og Australien, og nogle af de oprindelige planter vokser der stadig. Alle andre førte album med pressede bregner.
Bregner havde allerede ry for at være magiske. I middelalderens England troede man at de bar et frø der var for lille til at se, og at enhver der fangede det ved midnat sankthansaften, kunne gå usynlig omkring. Shakespeare gjorde grin med det i Henrik 4., hvor en landevejsrøver påstår at kende hemmeligheden om bregnefrø og derfor kan gå rundt uden at blive set, og hans ven svarer at det er natten der gør det meste af arbejdet. Ingen kunne finde frøet fordi bregner formerer sig ved sporer, og det blev først ordentligt forstået i 1800-tallet. Victorianerne gav planten blidere betydninger i deres blomstersprog: oprigtighed, fascination og, for venushårets vedkommende, hemmelig kærlighed. Det er passende at kvinden der drog af sted på bregnejagt uden anstandsdame, selv forsvandt en lille smule: lidt bregnefrihed, om man så må sige.
Så begyndte problemerne. Almindelige bregner holdt op med at være spændende, så samlerne ville have sjældne, og sjældne kostede en formue. Handlende hyrede folk til at tømme hele bjergskråninger. Bregnetyveri blev en regulær kriminalitetsbølge: Ejere af private godser fandt deres skove plyndret, og af nogle af de sjældnere arter var der snart kun få tilbage. Nona Bellairs, der selv i årevis glad og fro havde samlet bregner, kastede et blik på de nøgne skråninger i 1865 og bad om bregnelove der skulle beskytte dem på samme måde som jagtfugle var beskyttet.
Selve dillen ebbede ud i 1890’erne, og orkidéerne tog over. Bregnen er her stadig, presset ind i oversiden af hver eneste custard cream-kiks i et mønster der går tilbage til victoriansk tid.
