Vita Sackville-West mistede det hus hun elskede mest, af én eneste grund: Hun var født som pige.
Have You Been Told About English Gardens?
Det Vita byggede i stedet
Huset var Knole i Kent, så stort at legenden giver det et værelse for hver dag i året. Hun voksede op i det, fuldstændig sikker på at det tilhørte hende på alle de måder der betød noget, og hun tog fejl, for Knole fulgte titlen, og titlen gik kun i arv gennem sønner. Da hendes far døde, gik huset i stedet til hendes onkel, og noget i Vita kom sig aldrig helt over at se det gå tabt.
Det hun gjorde med det tab, i 1930, var at købe en ruin. Sissinghurst Castle var ikke meget mere end et smuldrende elizabethansk tårn der rejste sig midt i en spredt samling gårdbygninger og flere århundreders affald, og hun og hendes mand, diplomaten og forfatteren Harold Nicolson, brugte de første år der på simpelthen at rydde op. Så skabte de sammen en af Englands mest elskede haver. Harold lagde skelettet: lange, formelle kig og disciplinerede, klippede hække. Vita fyldte det med roser, dyrket næsten til overmål og plantet med en hånd der lod til at stole på at blomsterne selv vidste bedre end nogen plan. Strukturen holdt vildskaben på plads, og vildskaben forhindrede strukturen i nogensinde at virke kold. White Garden, den hvide have der blev plantet efter krigen i intet andet end hvidt og sølvskinnende gråt, blev anlagt for at vågne til live netop når lyset forsvandt: en have til den time hvor alle fornuftige mennesker allerede er gået hjem.
Vitas eget liv fulgte samme princip som hendes beplantning: orden på overfladen og nedenunder noget der nægtede at holde sig inden for rabatterne. Hun og Harold elskede hinanden hengivent i et halvt århundrede, og de elskede også andre, i hendes tilfælde oftest kvinder, og de skrev til hinanden om det med en åbenhed der stadig kan tage pusten fra en. Hendes dybeste og mest altopslugende tilknytning var til Virginia Woolf. Ud af den kærlighed skrev Woolf Orlando: en adelsmand der ikke kan ældes, og som et stykke inde i romanen bliver til en kvinde og bevæger sig gennem tre århundreder i lånt tøj, hele vejen umiskendeligt med Vitas eget ansigt. Woolf gav sin heltinde det fædrene hus som den virkelige Vita var blevet nægtet, med park og det hele. Vitas søn kaldte senere romanen »det længste og mest charmerende kærlighedsbrev i litteraturen«: en generøs måde at beskrive en bog som hans egen mors elskerinde havde skrevet om hende.
I skumringen lyser White Garden stadig præcis som hun havde tænkt det, bleg og stille oplyst længe efter at resten af haven er blevet mørk. Det er i sidste ende det samme svar som hun gav på tabet af Knole fra første færd: at bygge noget der var helt hendes eget. En kvinde der blev nægtet det hus hun elskede, byggede i stedet et andet, sammen med det menneske hun selv havde valgt. Oven i det skrev hun en haveklumme i The Observer i femten år. Og hun efterlod sig Sissinghurst, en have der de fleste aftener stille overstråler det hus som engang lukkede hende ude.



