Der er en grund til at du ikke helt kan huske hvor du var da du første gang hørte et stykke musik, kun hvordan det føltes. Det samme gælder duft. Begge når frem før tanken. Af alle sanserne er lugtesansen den eneste der går uden om thalamus, hjernens centrale relæstation, og bevæger sig direkte til amygdala og hippocampus: de strukturer der rummer følelser og langtidshukommelse. Lyden tager en længere vej, men ender på samme adresse. Forskning har vist at de to sanser ikke blot eksisterer side om side dér. De spiller sammen. Spiller den rigtige musik mens du møder en ny duft, kan den ændre det du opfatter, forstærke det, give det en helt anden karakter. De er ikke to uafhængige veje til hukommelsen; de er den samme vej, og de virker betydeligt bedre sammen.
Med det i tankerne er her hvad vi ville sætte på.
City Grandeur, London
London kræver noget cool. Ikke koldt, men cool: den særlige form for selvsikkerhed der hører til mennesker som er kommet udefra og har gjort byen helt til deres egen. Først Sade, for ingen har nogensinde indfanget den egenskab bedre. Så Olivia Deans Ok Love You Bye, som har London i hver eneste tone, varm og søgende og helt og aldeles sin egen tid. Sweet Dreams med Eurythmics fordi den slags cool har en skarp kant, og Annie Lennox forstod præcis hvad det var. Dua Lipas Don’t Start Now: kosovoalbansk familie, vokset op i London, og siden har hun erobret alle andre steder. Fuldkommen hvilende i sig selv, helt og holdent fra denne by. Og til sidst Petula Clarks Downtown, som er absurd optimistisk og har fuldstændig ret.
Glorious Gardens, England
Det er den duft der kalder på Vaughan Williams. The Lark Ascending fremkalder ikke så meget en engelsk have som den simpelthen bliver én. En venlig advarsel: den kan vække uventede følelser. Nu har vi fortalt dig det. Blomsterduetten fra Delibes’ Lakmé fortjener også sin plads her, både bogstaveligt og følelsesmæssigt. Den har det særlige ved en skønhed man opdager: noget man falder over frem for at lede efter. Til de lange eftermiddage Tjajkovskijs Serenade for strygere i C-dur: al den frodige overflod, den fornemmelse af ting i fuldt flor, uden hast. Dog Days Are Over med Florence and the Machine til det øjeblik hvor haven pludselig folder sig helt ud. Cat Burns’ Go, varm og øm på plænen. Og Laura Marlings Rambling Man, som vandrer og ånder og har solplettet skygge i sig. Hun var lydsporet til mine år i Sussex, og dette indlæg ville være uærligt uden hende.
Dancing Light, Lake Como
Én komponist, og han er den eneste. Ludovico Einaudi spiller som om lyset selv havde et tempo. Der er plads i hans musik på samme måde som der er plads over søen en klar morgen, noget i den der får dig til at sætte farten ned uden at du lægger mærke til det. Især Nuvole Bianche. Min søn spiller sine egne udgaver af Einaudi på klaveret derhjemme, og musikken klinger gennem huset på en måde der føles helt rigtig for dette sted. Vi så maestroen selv spille i Milano for nogle år siden: en vidunderlig fornøjelse og ikke noget man let glemmer.
Highland Retreat, Scotland
Den begynder med Dexter Gordon, for varme og tryghed må aldrig undervurderes, og godt spillet jazz er det varmeste i verden. Annie Lennox’ Why hører hjemme her: hun er fra Aberdeen, og den stemme har noget over sig der holdes sammen af ren og skær følelse. Tracy Chapmans Give Me One Reason: jordnær, ægte, den slags stemme der får alt til at stå lidt mere fast. Lewis Capaldis Someone You Loved fordi den sang forstår præcis hvad det vil sige at blive holdt om af et sted, og fordi det er Lewis, og det er grund nok. Så, uundgåeligt, 500 Miles med The Proclaimers. Hvis en playliste om et sted du elsker ikke også får dig til at grine, tager den sig selv for alvorligt.
Island Breeze, Seychelles
Denne er personlig. La Sézon Kreol med Joe Samy, for det er helt ærligt lyden af hjemme. C’est Bon pour le Moral med La Compagnie Créole, som er fra Fransk Vestindien og ikke fra Seychellerne, men som var elsket på alle øerne og absolut tæller med. Walking on Sunshine til eftermiddagene. Den kræver ingen som helst begrundelse. Red Red Wine med UB40. Kokomo med The Beach Boys, for alle der kun har drømt om øerne og alligevel har forstået det helt rigtigt.
Night Blooms, India
Begynd med Nusrat Fateh Ali Khans Afreen Afreen. En qawwali, en af subkontinentets store former for andagtsmusik, og en af det tyvende århundredes smukkeste indspilninger. Den handler om en skønhed så overvældende at den kræver ærefrygt. Så Lata Mangeshkars Lag Ja Gale: en stemme der definerede en hel epoke i indisk film, en sang med så megen ømhed at den har overlevet hver eneste epoke den gik igennem. Og Brimful of Asha med Cornershop, som er britisk-asiatisk og livsglad og rummer alt dette på én gang.
Det er vores bud. Vi ved godt at de ikke er dine. Det er sådan set hele pointen. Den samme duft der fører ét menneske til en bakkeskråning i Skotland, fører et andet et helt andet sted hen, for duft og erindring er ikke demokratiske: de er stædigt, storslået personlige. Så fortæl os hvor vi tager fejl. Fortæl os hvad vi har overset. Vi er oprigtigt nysgerrige. Samtalen er, ligesom playlisten, kun lige begyndt.
Duft og erindring er ikke demokratiske. De er stædigt, storslået personlige.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor vækker musik de samme minder som duft?
Både musik og duft føres ind i det limbiske system, den del af hjernen der står for følelser og hukommelse. Lugtesansen har en særlig direkte vej: den går helt uden om thalamus og når direkte frem til amygdala og hippocampus. Musik tager en lidt længere vej, men når de samme strukturer. Resultatet er det samme for begge: ufrivillige, levende, følelsesladede minder. Forskere kalder det undertiden Proust-effekten.
Kan musik ændre hvordan en duft opleves?
Forskning i krydsmodal perception tyder på det. Spiller den rigtige musik mens du møder en duft for første gang, kan den forstærke oplevelsen eller ændre dens karakter. De to sanser spiller sammen i hjernen og forstærker hinanden. Det er en af grundene til at den stemning du første gang dufter noget i, betyder lige så meget som selve duften.
Hvilken musik passer godt til et luksusduftlys?
Det afhænger helt af duften. En varm, omsluttende duft som Highland Retreat, Scotland kalder på noget med ægte følelsesmæssig dybde. En frisk, lysende duft som Dancing Light, Lake Como beder om rum og lys. Valgene i dette indlæg er vores egne, og de er personlige. Dine vil være anderledes, og det skal de også være.
Hvilken duft fra Told London er bedst til en stille aften derhjemme?
Dancing Light, Lake Como er vores svar på de stille aftener: frisk, lysende, uden hast. Til noget fyldigere og mere omsluttende lægger Highland Retreat, Scotland sig smukt om et rum. Sæt en af dem sammen med noget langsomt på pladespilleren, og virkningen er betragtelig.
Er dufterne fra Told London inspireret af virkelige steder?
Hver eneste af dem. Hver duft i kollektionen er bygget op af virkelige minder om et bestemt sted: varmen på Seychellerne, aftenernes ritualer i Indien, dramatikken i det skotske højland, lyset på Comosøen. Parfumørerne arbejder ud fra noter, historier og sanselige detaljer. Stederne er virkelige. Minderne er virkelige. Dufterne bærer begge dele.
