Betingelser for affiliateprogrammet
Denne oversættelse er udelukkende vejledende. Ved uoverensstemmelser har den engelske version forrang.
Senest opdateret: 13. oktober 2026
1. DISSE VILKÅR
1.1 Hvad disse vilkår omfatter. Disse vilkår gælder for alle der promoverer produkter fra Told London mod provision gennem vores affiliateprogram. Du deltager i programmet som led i din erhvervsvirksomhed, ikke som forbruger.
1.2 Sådan fungerer programmet. Vores program kører gennem Awin og Shopify Collabs (hver især et »netværk«). Du skal også overholde vilkårene og politikkerne for det netværk du tilmelder dig gennem. Hvis de er i strid med disse vilkår med hensyn til sporing, rapportering eller betaling, gælder netværkets vilkår. Disse vilkår regulerer alt andet, herunder hvordan du promoverer vores produkter og bruger vores mærke.
1.3 Hvem vi er. Vi er Told London Ltd, et selskab registreret i England og Wales. Vores registreringsnummer er 09003500, og vores registrerede adresse er 167-169 Great Portland Street, London, W1W 5PF. Du kan kontakte os om programmet på affiliates@toldlondon.com.
1.4 »Skriftligt« omfatter e-mail. Når vi bruger ordene »skriftlig« eller »skriftligt« i disse vilkår, omfatter det e-mail og beskeder sendt gennem et netværk.
1.5 Direkte samarbejde med os. Hvis vi aftaler at samarbejde direkte med dig i stedet for gennem et netværk, for eksempel som indholdsskaber, gælder disse vilkår sammen med det vi skriftligt aftaler med dig, såsom gaveprodukter, honorarer eller en provisionssats. Hvor disse vilkår henviser til dit netværk, betyder det os, og vi betaler efter skriftlig aftale med dig den provision eller de honorarer der skyldes.
2. TILMELDING TIL PROGRAMMET
2.1 Ansøgninger. Du kan ansøge om at blive optaget gennem Awin eller blive optaget efter invitation gennem Shopify Collabs. Vi godkender eller afviser ansøgninger efter eget skøn.
2.2 Hvem vi samarbejder med. Vi samarbejder med udgivere hvis indhold passer til et luksusmærke inden for boligduft, herunder:
2.2.1 indholdsudgivere såsom hjemmesider om indretning, livsstil og duft;
2.2.2 indholdsskabere og bloggere;
2.2.3 udbydere af e-mailmarketing, med vores forudgående skriftlige godkendelse; og
2.2.4 affiliatepartnere inden for betalt søgning der udelukkende byder på søgeord uden mærkenavn, som angivet i punkt 5.
2.3 Hvem vi ikke samarbejder med. Medmindre vi skriftligt aftaler særskilte vilkår, accepterer vi ikke:
2.3.1 cashback-, voucher-, kupon- og loyalitetssider;
2.3.2 netværk til adfærdsbaseret retargeting og mediemæglere; eller
2.3.3 hjemmesider eller konti med voksenindhold, spil om penge eller aldersbegrænset, ulovligt, hadefuldt eller på anden måde stødende indhold.
2.4 Opdatering af dine oplysninger. Du skal holde de oplysninger du har givet os og dit netværk, opdaterede, herunder de hjemmesider og konti hvor du promoverer vores produkter.
3. PROVISION
3.1 Provisionssats. Der udbetales provision af nettoværdien af hvert salg der foretages via dit unikke sporingslink eller din unikke kode, med den sats der er angivet for vores program i dit netværk eller skriftligt aftalt med dig. Vi kan efter aftale tilbyde en højere sats, for eksempel ved større salgsvolumen. En højere sats gælder først når vi har bekræftet den skriftligt eller gennem dit netværk.
3.2 Nettoværdi. Et salgs nettoværdi er eksklusive moms og andre salgsafgifter, leveringsomkostninger, betalingsgebyrer og andre servicegebyrer.
3.3 Sporingsperiode. Et salg giver kun provision hvis det gennemføres inden for den sporingsperiode som det netværk du tilmeldte dig gennem, har fastsat.
3.4 Validering. Vi gennemgår hvert salg inden for 45 dage efter transaktionen for at tage højde for annulleringer, returneringer og kontrol for svindel. På Awin valideres salg inden for 37 dage.
3.5 Salg der ikke giver provision. Der udbetales ikke provision for:
3.5.1 annullerede ordrer eller varer der returneres eller refunderes;
3.5.2 dobbelte ordrer eller ordrer der spores af mere end ét netværk medmindre andet følger af punkt 7;
3.5.3 dine egne køb eller køb foretaget af nogen der handler på dine vegne;
3.5.4 svigagtige ordrer eller ordrer afgivet med en rabatkode som vi ikke har godkendt til dig; eller
3.5.5 salg der er skabt i strid med disse vilkår.
3.6 Betaling. Valideret provision udbetales gennem det netværk du tilmeldte dig gennem, efter dets betalingsplan og vilkår.
3.7 Tilbageførsler. Hvis der udbetales provision for et salg som senere viser sig ikke at berettige til provision, kan vi kræve den tilbagebetalt eller modregne den i fremtidig provision.
4. SÅDAN MÅ DU PROMOVERE VORES PRODUKTER
4.1 Godkendte metoder. Du må promovere vores produkter gennem:
4.1.1 hjemmesider, blogs og redaktionelt indhold;
4.1.2 sociale medier;
4.1.3 e-mailmarketing, med vores forudgående skriftlige godkendelse; og
4.1.4 betalt søgning, som angivet i punkt 5.
4.2 Oplysning til dit publikum. Når du tjener provision, får betaling fra os eller modtager gaveprodukter fra os, skal du gøre det klart at dit indhold er reklame. I Storbritannien betyder det at følge CAP Code og vejledningen fra Advertising Standards Authority og Competition and Markets Authority, og andre steder de tilsvarende regler der hvor dit publikum befinder sig. På sociale medier skal indholdet mærkes tydeligt og fra starten, for eksempel med #reklame.
4.3 Ærligt indhold. Du må ikke skrive, bestille eller offentliggøre falske anmeldelser af vores produkter eller anmeldelser der skjuler din relation til os, og du må ikke beskrive vores produkter på en vildledende måde.
4.4 Udsagn om vores produkter. Du må ikke fremsætte udsagn om vores produkter, herunder om deres ingredienser, bæredygtighed, sikkerhed, virkning eller udmærkelser, ud over dem vi selv har fremsat eller skriftligt har godkendt. Beskriv udmærkelser nøjagtigt som vi beskriver dem, og beskriv aldrig et produkt der er finalist eller på shortlisten, som en vinder. Ikke alle produkter i vores sortiment er veganske, så beskriv ikke sortimentet som vegansk.
4.5 Rabatkoder. Du må kun dele rabatkoder som vi har udstedt til dig gennem dit netværk eller skriftligt. Der udbetales ikke provision for salg med andre koder.
4.6 E-mailmarketing. Hvis vi godkender dig til e-mailmarketing, må du kun sende til personer der har givet samtykke til at modtage det, og du skal overholde UK GDPR, Privacy and Electronic Communications Regulations og enhver tilsvarende lovgivning der finder anvendelse.
4.7 Hvad du ikke må. Du må ikke:
4.7.1 registrere eller bruge et domænenavn, en konto på sociale medier, et virksomhedsnavn eller et appnavn der indeholder »Told London« eller navnet på et af vores produkter;
4.7.2 udgive dig for at være Told London eller for officielt at repræsentere os eller skabe indhold der kan forveksles med vores;
4.7.3 bruge cookie stuffing, tvungne klik, pop op-vinduer, adware eller nogen anden metode der sætter sporing uden et ægte klik fra kunden; eller
4.7.4 placere vores links eller vores indhold på en hjemmeside eller konto af en art der er nævnt i punkt 2.3.
5. BETALT SØGNING
5.1 Budgivning på mærkenavne. Du må ikke byde på »Told London«, navnet på et af vores produkter eller nogen stavefejl heraf som søgeord, heller ikke i kombination med andre ord, såsom »Told London duftlys«.
5.2 Annoncetekst. Du må ikke bruge »Told London« i overskrifter, beskrivelser eller viste URL’er i annoncer i betalt søgning.
5.3 Direkte links. Du må ikke linke direkte fra en betalt annonce til toldlondon.com medmindre vi har godkendt det skriftligt.
5.4 Shoppingannoncer. Du må kun køre Google Shopping-annoncer, herunder gennem en prissammenligningstjeneste, med vores forudgående skriftlige godkendelse.
5.5 Søgeord uden mærkenavn. Du må byde på søgeord uden mærkenavn såsom »luksuriøs boligduft« eller »genopfyldelige duftlys«.
6. VORES MÆRKE
6.1 Licens. Så længe du er godkendt affiliatepartner, giver vi dig en ikke-eksklusiv licens som ikke kan overdrages og som vi til enhver tid kan tilbagekalde, til at bruge vores navn, logo, produktbilleder og produktbeskrivelser som leveret gennem dit netværk eller af os, udelukkende til at promovere vores produkter i henhold til disse vilkår.
6.2 Brug af vores mærke. Du skal altid bruge vores fulde navn, »Told London«. Du må ikke ændre eller omfarve vores logo eller lægge tekst over det, og du må ikke redigere vores billeder ud over at ændre deres størrelse. Dine egne fotografier er velkomne forudsat at de viser vores produkter korrekt og passer til et luksusmærke.
6.3 Sådan omtaler vi Told London. Når du beskriver os, er de temaer der betyder noget for os: duft som kunst, skabt til at blive skattet; håndillustrerede porcelænsbeholdere designet til at blive gemt og genopfyldt; og stederne og historierne bag hver duft. Lad gerne produkterne tale for sig selv i stedet for at bruge et påtrængende salgssprog.
6.4 Fjernelse af indhold. Hvis vi beder dig fjerne eller ændre indhold der promoverer vores produkter fordi det er i strid med disse vilkår, skal du gøre det straks.
7. MERE END ÉT NETVÆRK
7.1 Dobbeltregistrering. Hvis et salg spores af mere end ét netværk, udbetales der kun provision én gang.
7.2 Tilskrivning. Provisionen går til det sidste netværk kunden klikkede sig igennem før købet blev gennemført medmindre vi skriftligt aftaler andet for en bestemt kampagne.
7.3 Forespørgsler. Du kan tjekke status for din provision eller stille spørgsmål til en afgørelse om dobbeltregistrering ved at kontakte affiliates@toldlondon.com.
8. PERSONOPLYSNINGER
8.1 Databeskyttelse. Hver part er ansvarlig for at overholde databeskyttelseslovgivningen for de personoplysninger den selv behandler. Vi deler ikke vores kunders personoplysninger med dig. Netværkene behandler oplysninger efter deres egne privatlivsvilkår. Vores privatlivspolitik forklarer hvordan vi bruger personoplysninger om dig.
9. VORES ANSVAR OG DIT
9.1 Dit indhold. Du er ansvarlig for dit eget indhold og for at overholde de love og regler der gælder for det.
9.2 Hvad vi ikke udelukker. Intet i disse vilkår begrænser eller udelukker vores ansvar for død eller personskade forårsaget af vores uagtsomhed, for svig eller svigagtig vildledning eller for noget andet som ikke kan begrænses eller udelukkes ved lov.
9.3 Begrænsning af vores ansvar. Med forbehold af punkt 9.2 er vi ikke ansvarlige over for dig, hverken i kontrakt, uden for kontrakt (herunder for uagtsomhed), for tilsidesættelse af lovbestemte pligter eller på anden måde, for tabt fortjeneste, tab af forretning, tab af goodwill eller indirekte tab eller følgetab, og vores samlede ansvar over for dig i henhold til eller i forbindelse med programmet er begrænset til den provision der er udbetalt eller skal udbetales til dig i de 12 måneder før kravet opstod.
9.4 Sporing og tilgængelighed. Vi garanterer ikke at sporingen fungerer uden afbrydelser eller fejl, og vi er ikke ansvarlige for svigt i et netværks systemer. Vi kan til enhver tid ændre vores produkter, priser og kampagner.
10. OPHØR AF DIN DELTAGELSE
10.1 Ophør når som helst. Både du og vi kan når som helst bringe din deltagelse i programmet til ophør gennem dit netværk eller skriftligt.
10.2 Ophør ved misligholdelse. Hvis du overtræder disse vilkår, kan vi fjerne dig fra programmet med øjeblikkelig virkning og afvise provision for salg der har forbindelse med overtrædelsen.
10.3 Når din deltagelse ophører. Du skal holde op med at bruge materialer med vores mærke og fjerne dem hvor vi beder om det. Vi udbetaler valideret provision for kvalificerende salg foretaget før din deltagelse ophørte medmindre andet følger af punkt 10.2.
10.4 Punkter der fortsat gælder. Punkt 3.7, 8, 9 og 11 gælder fortsat efter at din deltagelse er ophørt.
11. ØVRIGE VIGTIGE VILKÅR
11.1 Ændringer af disse vilkår. Vi kan opdatere disse vilkår fra tid til anden. Vi giver dig besked om væsentlige ændringer gennem dit netværk eller skriftligt. Hvis du fortsætter med at promovere vores produkter efter at en ændring er trådt i kraft, gælder de opdaterede vilkår.
11.2 Uafhængige parter. Du er en selvstændig virksomhed. Intet i disse vilkår gør dig til vores agent, ansatte, partner eller joint venture-partner, og du har ingen bemyndigelse til at indgå forpligtelser, modtage ordrer eller tage imod betalinger på vores vegne.
11.3 Overdragelse. Vi kan overdrage vores rettigheder og forpligtelser i henhold til disse vilkår til en anden organisation. Du må kun overdrage dine med vores skriftlige samtykke.
11.4 Ingen andre har rettigheder. Kun du og vi har rettigheder i henhold til disse vilkår. Ingen anden person kan håndhæve dem, hverken i henhold til Contracts (Rights of Third Parties) Act 1999 eller på anden måde.
11.5 Hvis en del af disse vilkår er ugyldig. Hvis en domstol eller en relevant myndighed finder at en del af disse vilkår er ulovlig eller ikke kan håndhæves, forbliver resten fuldt ud i kraft.
11.6 Forsinket håndhævelse. Hvis vi ikke straks insisterer på at du gør noget som disse vilkår kræver, eller venter med at gribe ind, forhindrer det os ikke i at gøre det senere.
11.7 Lovvalg og værneting. Disse vilkår og enhver tvist eller ethvert krav der udspringer af eller har forbindelse med dem, er underlagt lovgivningen i England og Wales, og domstolene i England og Wales har enekompetence.

